Himmel eller helvede

Af Stig Ahrensbach

Har du lagt mærke til, hvordan Skriftens profetiske udsagn om endetiden opfyldes for vore øjne i denne tid? Godt nok forsøger meteorologer og andre klimaeksperter at berolige os med, at de vejrmæssige besynderligheder, vi har oplevet i de sidste måneder, er “forklarlige”; men har man øjne at se med, og lægger man de klimatiske forhold sammen med den militære, økonomiske, politiske og sociale ustabilitet, er det svært at være i tvivl: Jesu genkomst stunder til! JESU GENKOMST Efter sigende blev  Martin Luther engang spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han vidste, at Jesus kom tilbage næste dag.  “Jeg ville plante et træ,” svarede Luther.  Jeg mener at kunne huske, at Poul Hoffman et sted skriver, at det da vist nok kun er Luther selv, der kan se visdommen i det! - i hvert fald er det ikke et råd, Jesus giver til dem, der venter hans komme. Godt nok kan man udvikle en usund optagethed af endetidens fænomener og dermed glemme at leve et naturligt kristenliv, men ikke desto mindre giver Guds ord nogle særlige opfordringer og formaninger til den generation, der skal opleve Jesu genkomst. ENDETIDEN I en vis forstand lever alle mennesker til enhver tid i en form for endetid. Vi er jo i realiteten altid kun et hårsbred fra døden. Vi kan være i live ét øjeblik og sekundet efter rammes af hjerteslag, færdselsulykke, flystyrt el. lign.; derfor gælder Skriftens gentagne opfordringer til os om at “våge og bede” til enhver tid. Men det særlige ved den universelle endetid er, at presset fra Satans side er større end nogen sinde. Når kærligheden i de sidste tider bliver kold hos de fleste (Matt. 24),  skyldes det en satanisk inspireret lovløshed, der tager overhånd i endetiden, og når frafaldet kommer (2. Tess. 2:3), har det sin baggrund i et satanisk stormangreb på de kristne før Jesu genkomst. Herrens længsel efter sin brud, menigheden, modsvares af Satans voksende had og misundelse mod det folk, Gud har udvalgt sig, fra før verdens grundvold blev lagt. FORTABELSE Jesus siger i Luk. 19:10, at “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”. Det er bemærkelsesværdigt, at Jesus ikke siger: for at opsøge og frelse det, der er på vej mod fortabelse. Det, vi kan uddrage af Jesu udtalelse, er, at det gudløse (ufrelste) menneske allerede lever i fortabelse. Jesus blev altså ikke sendt ind i en neutral zone for at give mennesker valget mellem frelse eller fortabelse; han kom for at give det fortabte menneske muligheden for at slippe ud af sin fortabelse og dermed hindre den i at blive permanent. Det bedrageriske ved den allerede eksisterende fortabelse er, at den kan virke mere eller mindre behagelig, alt efter de omstændigheder man lever under. Billedlig talt kan nogen leve i fortabelse på første klasse, andre på anden eller tredje. Anderledes vil det blive ved livets ophør, hvis man konsekvent har lukket øjnene for sit behov for frelse. Her venter der den gudløse en forfærdende “opvågning”, idet dødsriget ikke tilbyder “luksus-suiter” til sine logerende. HELVEDE Det er en kendsgerning, at forkyndelsen i vækkelsestider ikke viger uden om helvedes realitet. Men samtidig er der mange (også forkyndere), der advarer mod at “skræmme” folk ind i Guds rige ved at tale for meget om helvede. Man glemmer imidlertid den kendsgerning, at “troen”  kommer af det, der høres - og hører man kun sjældent om fortabelse eller helvede, fortoner alvoren ved disse realiteter sig. Hvis vi virkelig tror på Skriftens sandhed og ægthed, ja, da fremstår helvede (og dets forgård, dødsriget) fuldt ud lige så virkelige som døden selv. Personlig tror jeg heller ikke på, at man kan frelses pga. frygt for helvede, men jeg mener til gengæld, at en ligefrem forkyndelse om fortabelsens realitet kan  få den, der har ører, til at søge mere intenst efter ham, der alene kan frelse fra helvede, Jesus Kristus. HJEMMESTRIKKEDE TEORIER Man kan undertiden møde et spørgsmål, der lyder noget i retning af: “Hvordan kan man forene tanken om en god Gud med eksistensen af et helvede, hvor de gudløse pines uden ophør?” Det kan man heller ikke, hvis man insisterer på at have sin egen hjemmestrikkede definition på, hvad “godhed” er. Sagen er den, at Gud har gjort langt ud over, hvad der kunne forventes for at bane en højvej til Himlen, og han har sat  masser af “Indkørsel forbudt”-skilte op ved de veje, der fører til helvede. Men for det menneske, der insisterer på at gå sine egne veje, er forbudsskilte ingen hindring, og dermed bliver slutresultatet evig fortabelse - stik imod Guds ønske. Der har været gjort adskillige forsøg på at stryge et lag “pyntefernis” oven på det bibelske billede af helvede som en flammende ildsø. Nogle har fået en forståelse af, at helvede er et sted, hvor de gudløse deltager i vilde orgier med Djævelen som festarrangør. Den eneste pine, der i så fald skulle findes, var “tømmermændene” efter orgierne. Andre mener, at helvede måske nok ikke er særlig behageligt, men at der da nok gives en eller anden form for belønning for dem, der trods alt har “gjort deres bedste” her på jorden. Begge disse billeder er totalt forfejlede. Satan og dæmonerne har formentlig både adgang til, og råderum i dødsriget (pinestedet), men ved tidernes ende vil Satan og hans følgesvende jfr. Guds ord blive kastet i helvede (Ildsøen), som først og fremmest er ment som et straffens sted for de faldne engle (Matt. 25:41). Alt råderum vil til den tid blive frataget den onde, og han vil lide en velfortjent, evig straf for sine ugerninger. Med hensyn til teorien om en vis belønning for at have “gjort sit bedste” er den alene funderet på en humanistisk tankegang. Den klareste nytestamentlige definition på synd lyder iflg. Joh. 16:10: “at de ikke tror på mig (Jesus)”. Her er altså skæringspunktet mellem frelse og fortabelse: hvordan forholder du dig til Jesus? Man kan gøre sig endeløse spekulationer om, hvordan det går dem, der aldrig har hørt om Jesus - men eftersom Skriften ikke giver noget egentlig svar på det, er det bedst at lade det være op til Gud, som er alles dommer. FRELSESBETINGELSEN Lad mig til sidst berøre et meget ømfindtligt spørgsmål: Er man sikret en plads i Himlen, hvis blot man bekender Jesus som herre? Svaret på den slags spørgsmål må aldrig gives ud fra løsrevne skriftsteder. Vi må fastholde, at “summen af dine ord er sandhed” (Sl. 119:160) - derfor må alle aspekter af det, Guds ord siger om frelsesbetingelserne, tages i betragtning. Hvis man hævder, at bekendelsen af Jesus som herre er tilstrækkelig som adgangsbillet til Himlen, får man store problemer med det, Jesus siger i Matt. 7:21: “Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget.” Jesus siger i samme skriftsted, at det kun er dem, der gør Faderens vilje, der får adgang til Himmeriget. Spørgsmålet er så, hvad det vil sige at “gøre Faderens vilje?” Jesus blev faktisk stillet over for det spørgsmål iflg. Joh. 6:28: “Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Jesus svarede dem: “Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.” Dermed er vi havnet ved Paulus’ grundlæggende udsagn om frelsen: “Af nåde er I frelst ved tro.” Det betyder dog ikke, at det sidste ord så er sagt - for hvad vil det egentlig sige “at tro” (på Jesus)? Den fortrinlige bibeloversættelse “The Amplified Bible” uddyber begrebet “tro på” således: stole på, klynge sig til, sætte sin lid til. I tillæg til det skal det siges, at Paulus bruger et vigtigt begreb om sin gerning: “....at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed.” Der er altså et element ved troen på Jesus, som handler om lydighed. Det er nok forklaringen på, at Paulus taler med gudfrygtig forsigtighed om sin fremtid: “...for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet.” (1. Kor. 9:27). Der levnes i Ny Testamente ingen plads for en tilbagelænet attitude til dette med frelsen. Tværtimod advares vi igen og igen om faren ved at “falde i søvn” rent åndeligt. Alene Jesu lignelse om brudepigerne er en advarsel til de troende om risikoen for at miste sin udvælgelse. Der har i kirken været en tendens til ikke at ville forkynde om muligheden for at tabe sin frelse på gulvet - for folk kunne jo gå hen og blive nervøse! Hertil vil jeg sige: Er det ikke bedre, at folk bliver lidt nervøse, end at de risikerer fortabelse pga. en overdreven “afslappethed”  i deres gudsforhold? Det bedste forbillede i Skriften, når det gælder sand gudsfrugt, er kong David. Hans holdning åbenbares i Sl. 139:23-24, hvor han siger: “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej! NÆRMERE JESUS Mere end nogen sinde gælder det for de troende om at søge nærmere til Jesus. Satan nærer et intenst ønske om at lede de udvalgte vild. Lad os beslutte os for ikke at lade hans ønske gå i opfyldelse. Himlen er vort bestemmelsessted - Jesus er jo død for at bringe os sikkert dertil! Helvede er ikke et sted, hvor Gud ønsker at se noget menneske havne; men vi må gøre os klart, at vi ikke kommer til Himlen på vores egen hjemmelavede teologi. Læs Guds ord, og bestem dig for at være en ordets gører - da vil dit hus blive stående, også når stormene rejser sig imod det.

 

< Forrige		Næste >