Babylon

Af Stig Ahrensbach

I denne artikel vil jeg forsøge at afdække, hvad begrebet "Babylon" står for i Skriften. Babylon er nemlig ikke blot navnet på en stor oldtidsby, som var hovedstad i det babyloniske verdensrige; Ba-bylon har i bibelsk sprogbrug en langt videre betydning, og det vil vi se på i det følgende. BEGYNDELSEN Første gang vi støder på navnet Babylon i Skriften, er så tidligt som i 1. Mos. 10:10. Her er byen nævnt i forbindelse med Nimrod, om hvem det siges, at han var "den første, der blev hersker på jorden".     Babylon (eller "Babel", som byen hedder på hebraisk) får en speciel betydning ud fra beretningen om Babelstårnet. Tanken bag bygningen af Babelstårnet er kort og præcist udtrykt i 1. Mos. 11:4, hvor jordens befolkning havde samlet sig på et sted, der kom til at hedde Sinear. Her sagde de til hinanden: "Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden."     Lad os se lidt nærmere på denne udtalelse. I skabelsesberetningen befaler Gud mennesket at "op-fylde jorden", men ifølge "programerklæringen" fra Sinear vil menneskeheden bygge en by for ikke at blive spredt ud over hele jorden. Endvidere vil man bygge et tårn, "som når op til himlen". Det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, men det handler formentlig om at indrette sig et sted, hvorfra man kan tyde og tilbede stjernehimlen og således dyrke det okkulte. Endelig ønsker man at "skabe sig et navn", eller sagt med andre ord: man ønsker at sætte menneskene og deres hænders værk i centrum og dermed tilsidesætte den levende Gud. Alt i alt har vi at gøre med et indædt oprør mod Gud og hans befalinger og mod alt, hvad han har sat af rammer for menneskelivet. - Dette er i sin essens, hvad "Babylon" står for. ZION Da Babylon mange hundrede år senere bliver centrum i det babyloniske verdensrige, får dette navn igen en særlig betydning – og nu specielt for det jødiske folk. Babylon blev det sted, hvor jøderne måtte leve i eksil, efter at deres land var blevet indtaget af babylonerkongen Nebudkanesar. Om den tid kan vi læse i Sl. 137: ’Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Zion; i poplerne derovre hængte vi vore citere. For vore fangevogtere krævede, at vi skulle synge, vore plageånder krævede glædessang: "Syng for os af Zions sange!" Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sange på fremmed jord?’     Ligesom Babylon har ordet Zion en videre betydning end blot en betegnelse for en by, i dette tilfælde det jordiske Jerusalem. Zion betegner alt det, som har med Guds rige at gøre, og det står dermed i klar kontrast til alt, hvad ordet Babylon betyder. Hvis man skal sige det helt enkelt, så er Babylon bygget på en grundvold af satanisk inspireret oprør, mens Zion bygger på en grundvold, der er lagt af Gud selv. I sin dybeste betydning er Zion en betegnelse for Det himmelske Jerusalem. GUDS DOMME Det skrift i Bibelen, hvor begrebet Babylon virkelig uddybes, er Johannes’ Åbenbaring (Åb.). I hele fem kapitler omtales Babylon, og ud fra disse kapitler kan vi danne os et klart billede af, hvad Guds ord mener om dette fænomen. Nogle af de ord, der anvendes i forbindelse med Babylon, er "skøge", "moder til skøgerne" og "utugt". Specielt i Gl. Testamente anvendes sådanne ord i sammenhæng med afguder og afgudsdyrkelse, så på en eller anden måde har Babylon med disse ting at gøre.      En stor del af Åb. beskæftiger sig med Guds domme, og mange af disse domme rammer "Det store Babylon". I Åb. 18 kan vi læse, at de, der særligt sørger over Babylon, når dommen rammer hende, er "jordens konger" og "købmændene". Det er derfor ret tydeligt, at Babylon også står for noget med penge. Men dermed er alt ikke sagt – for Babylon er mere end det. SKØGEN I Åb. 16:19 kan vi læse om en stor by, der går i tre stykker under et kæmpemæssigt jordskælv. Sandsynligvis er der her ikke blot tale om et fysisk jordskælv, men der ligger en åndelig hemmelig-hed gemt bag det fysiske. Det åndelige Babylon ser ud til at være et verdensomspændende treenigt system, bestående af politik, økonomi og religion. Når Gud dømmer Babylon ved dette gigantiske jordskælv, der altså både har en fysisk og en åndelig dimension, falder den store by i tre stykker – og mon ikke det betyder, at denne vanhellige "treenighed" opløses.     I kap. 17 i Åb. er der nogle interessante detaljer om Babylon. Vi ser her byen som en kvinde i kostbare klæder - en skøge - ridende på et syvhovedet uhyre med ti horn. Johannes forklarer, at uhy-rets syv hoveder bl.a. repræsenterer syv bjerge, og det er overvejende sandsynligt, at han hermed sigter til Rom, der som bekendt er bygget på syv høje. Den umiddelbare forståelse af dette er rime-lig enkel. Israel var underlagt Rom, da Johannes nedskrev sin åbenbaring. Rom stod netop for falsk religion og var dermed at betragte som skøgens "alfons".     Men skøgevæsenet er ikke tidsbestemt til kun at optræde i Romerrigets dage. Dette væsen har eksisteret fra tidernes morgen og vil eksistere til den dag, Gud fælder dommen over det. At skøgen i Joh. 17 ses ridende på det syvhovede dyr betyder, som antydet, at hun bæres eller understøttes af Antikrist, som er dette dyrs egentlige identitet. ANTIKRIST OG SKØGEN Dommen, som Gud fælder over Babylon, kommer med stor hastighed og kraft. I Åb. 18:10 er dommen beskrevet således: ’Ve, ve, du store by, Babylon, du mægtige by! Dommen er kommet over dig på en eneste time.’ Og læg mærke til, at dommens redskab er Antikrist og hans ti følge-svende, som byen (skøgen) har redet på indtil da: "Og de ti horn, du har set, og dyret, de vil hade skøgen og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende. For Gud (!) har indgivet dem at gøre hans vilje og at have samme vilje og give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord er udført. Og kvinden, du har set, er den store by, som har herredømmet over jordens kon-ger." (Åb. 17:16-18). ADVARSEL Herren advarer med stor tydelighed sit folk mod Babylon: "Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager." (Åb. 18:4). Dette ord er helt aktuelt i disse tider. Vi ser mere og mere klart, at politik, økonomi og religion blandes sammen og skal erstatte den levende tro. Man vil prøve at bilde os ind, at de store religioner må komme til den erkendelse, at det er den samme gud, man tilbeder. Der er ingen tvivl om, at man i stigende omfang vil se fællesmøder med repræsentanter fra verdens religioner, og her vil man "harmonisere" bønnen, så alle kan føle sig tilfredse. Og dette tandløse sammenrend vil nyde politikernes gunst – de vil kalde det et positivt bidrag til "globaliseringen". Men den levende Gud er ikke i det, og han ønsker heller ikke, at hans folk skal være i det. Derfor opfordrer han os til at tage afstand fra disse ting og holde fast ved den sande tro. ET NYT BABELSTÅRN Babylon har ikke ændret sig siden Babelstårnets dage. Hun kan optræde i forskellige klædninger, men ånden er den samme. I dag forsøger man at rejse et nyt babelstårn, sammensat af politik, penge og religion. Grundvolden under dette babelstårn er antikristeligt, og formålet med tårnet er at samle verden under én hat og dermed skabe mennesket et navn.         Men lad os ikke bedrage! Vort mål er Det himmelske Jerusalem, og vejen dertil går ikke via no-get babelstårn. Jesus Kristus er vejen, og vandringen sammen med ham sker i ydmyghed og ad den trange vej. Den babyloniske ånd vil gøre alt for at få os bort fra den trange vej og ind på den brede motorvej. Men mens den trange vej fører til Himlen, ender den brede motorvej i en ørken, hvorfra der ikke gives nogen flugtveje.

 

< Forrige		Næste >